Der findes ikke nogen samlet statistik over prisen på andelsboliger. Men nogle af mine kolleger har lavet én ud fra de købstilbud, der har været gennem Danske Banks og Realkredit Danmarks systemer siden foråret 2009. Her kan vi se, at den pris, andelsboliger i hovedstadsregionen bliver solgt til, er steget med knap 3,5 procent, og at antallet af købstilbud er fordoblet. Der er altså bestemt tegn på, at andelsmarkedet har fået det bedre, trods megen opmærksomhed i medierne om de andelsboligforeninger, der er i problemer – specielt blandt de foreninger, der er stiftet inden for de sidste fem år. Men det hører lige med i billedet, at prisen på ejerlejligheder i samme område er steget med 9,6 procent i perioden, så andelsboligerne er i den forstand lidt bagud.
Fremgangen hænger sammen med, at de fleste andelsboligforeninger har en fornuftig økonomi. Der er selvfølgelig mange eksempler på foreninger, hvor boligafgiften risikerer at stige kraftigt på grund af uheldige lån eller dårlig drift. Men der er altså mange flere, hvor det ikke er tilfældet, og som derfor kan være et fint alternativ til leje- eller ejerlejligheder.
En speciel ting ved andelsboliger er, at der findes en maksimalpris for, hvad de må koste – ofte omtalt som andelskronen. Mange andelsboligforeninger kan blive nødt til at sænke maksimalprisen, hvis prisen på udlejningsejendomme falder, hvad den højst sandsynligt gør de nærmeste år. Det kan lyde ulogisk, men sådan er loven. Ejere af andelsboliger risikerer derfor, at de ikke kan sælge andelen til det samme, som de har givet for den – også selv om de kan finde nogen, der egentlig gerne vil betale det.
Den risiko er mange købere af andelsboliger ikke opmærksomme på. I omkring en tredjedel af de sager, vi ser, er prisen for høj – forstået som , at andelen ikke lovligt ville kunne sælges til den pris, når og hvis der bliver lavet en realistisk vurdering. Det er selvfølgelig meget svært selv at vurdere, om den andelsboligforening, man er ved at købe sig ind i, er i farezonen. Men her kan banken altså hjælpe.
Og igen skal man så huske, at to ud af tre andelsboliger i vores statistik altså har en realistisk pris – enten fordi maksimalprisen er realistisk fastsat, eller fordi andelen bliver solgt tilstrækkeligt meget billigere end maksimalprisen. Har den det, og er foreningens regnskab i øvrigt i orden, kan det altså være en rigtig god mulighed for at få et godt sted at bo til en fornuftig pris.


