Danskerne åbner lidt for tegnebogen

Der var på forhånd spænding om, hvad de danske forbrugere egentlig ville gøre i 2010. Ville de blive siddende lige så tungt på pengekassen som i 2009, eller ville nogle af alle de rare skattelettelser, rentefald og SP-penge blive omsat i forbrug? Nu har vi svaret: Forbruget steg med 2,1 procent, renset for inflation. Det svarer til, at hver dansker brugte lidt over 400 kroner mere om måneden.

Vækst over normalen
Det gør sådan set 2010 til et forbrugsår klart over normalen – de sidste 20 år er privatforbruget vokset med i gennemsnit 1,6 procent om året. Det er også en markant vending i forhold til 2009, hvor forbruget faldt med 4,5 procent. Danskerne er helt enkelt gået fra at skære ned til at skrue op for forbruget. Det er især værd at bemærke, at forbruget steg med 0,8 procent alene i 4. kvartal, så året sluttede positivt for landets butikker og forhandlere.

Stadig lavere end før krisen
Men omvendt er stigningen sidste år jo altså langtfra nok til at opveje faldet forrige år. Det er stadig sådan, at de fleste danskere har fået flere penge i hånden under krisen, men alligevel bruger færre penge. Det er det, man kan kalde krisebevidsthed. Forklaringen er utryghed om økonomien – folk, der er bange for at miste jobbet, køber ikke lige ny sofa, hvis det ikke er strengt nødvendigt. Og når naboen ikke køber ny sofa, så er der også mindre pres på for at gøre det selv.

Især bilsalg trækker op
Tallene viser altså, at den krisebevidsthed er ved at lette lidt. Det er især bilsalget, der trækker op. Stigende bilsalg kan forklare over halvdelen af stigningen i privatforbruget i 2010, og så har vi ikke engang taget det stigende antal leasede biler og firmabiler med i regnestykket. Mange har helt klart udskudt at skifte bilen ud mens krisen rasede, og de høje benzinpriser har nok også inspireret mange til at købe en mere økonomisk bil.

Flere penge brugt på varme
Vi ved endnu ikke, hvor stor en del af forbruget i den sidste del af 2010, som gik til energi. Det var formentlig en del, for det var som bekendt forrygende koldt. Det var det også i årets første måneder, og alt i alt tegner energi sig givetvis også for en væsentlig del af opsvinget i forbruget.

Plads til mere
Det betyder, at forbruget eksklusive biler og energi kun er vokset beskedent i 2010. Umiddelbart er der dermed lagt op til stigende forbrug på en række andre områder i 2011. Ganske vist kommer de fleste danskere til at opleve faldende realindkomst, fordi lønvæksten er lav, priserne stiger og skatten også er højere. Men takket være de sidste to års opsparing er der penge at bruge af.

Andelsboliger har holdt prisen

Der findes ikke nogen samlet statistik over prisen på andelsboliger. Men nogle af mine kolleger har lavet én ud fra de købstilbud, der har været gennem Danske Banks og Realkredit Danmarks systemer siden foråret 2009. Her kan vi se, at den pris, andelsboliger i hovedstadsregionen bliver solgt til, er steget med knap 3,5 procent, og at antallet af købstilbud er fordoblet. Der er altså bestemt tegn på, at andelsmarkedet har fået det bedre, trods megen opmærksomhed i medierne om de andelsboligforeninger, der er i problemer – specielt blandt de foreninger, der er stiftet inden for de sidste fem år. Men det hører lige med i billedet, at prisen på ejerlejligheder i samme område er steget med 9,6 procent i perioden, så andelsboligerne er i den forstand lidt bagud.

Fremgangen hænger sammen med, at de fleste andelsboligforeninger har en fornuftig økonomi. Der er selvfølgelig mange eksempler på foreninger, hvor boligafgiften risikerer at stige kraftigt på grund af uheldige lån eller dårlig drift. Men der er altså mange flere, hvor det ikke er tilfældet, og som derfor kan være et fint alternativ til leje- eller ejerlejligheder.

En speciel ting ved andelsboliger er, at der findes en maksimalpris for, hvad de må koste – ofte omtalt som andelskronen. Mange andelsboligforeninger kan blive nødt til at sænke maksimalprisen, hvis prisen på udlejningsejendomme falder, hvad den højst sandsynligt gør de nærmeste år. Det kan lyde ulogisk, men sådan er loven. Ejere af andelsboliger risikerer derfor, at de ikke kan sælge andelen til det samme, som de har givet for den – også selv om de kan finde nogen, der egentlig gerne vil betale det.

Den risiko er mange købere af andelsboliger ikke opmærksomme på. I omkring en tredjedel af de sager, vi ser, er prisen for høj  – forstået som , at andelen ikke lovligt ville kunne sælges til den pris, når og hvis der bliver lavet en realistisk vurdering. Det er selvfølgelig meget svært selv at vurdere, om den andelsboligforening, man er ved at købe sig ind i, er i farezonen. Men her kan banken altså hjælpe.

Og igen skal man så huske, at to ud af tre andelsboliger i vores statistik altså har en realistisk pris – enten fordi maksimalprisen er realistisk fastsat, eller fordi andelen bliver solgt tilstrækkeligt meget billigere end maksimalprisen. Har den det, og er foreningens regnskab i øvrigt i orden, kan det altså være en rigtig god mulighed for at få et godt sted at bo til en fornuftig pris.

Økonomien er på vej frem

Dansk økonomi er på vej frem. Efter den voldsomme finansielle og økonomiske krise, som også ramte dansk økonomi i slutningen af 2008 og starten af 2009 begynder det langsomt at lysne for dansk økonomi. Danmark har nu oplevet fem kvartaler i træk med økonomisk vækst, og bruttonationalproduktet er samlet set steget med knap 4 % siden 2. kvartal 2009. Men set i forhold til krisens voldsomhed, og det store fald vi så i den økonomiske aktivitet under krisen, kan man i bedste fald tale om en genopretning for nedsat kraft. BNP ligger således fortsat 4,5 % under niveauet fra før krisen satte ind, og arbejdsmarkedet er endnu ikke for alvor vendt. Selvom ledigheden faktisk er faldet de seneste to måneder, så er der generelt fortsat en bekymring for, at ledigheden kan komme til at stige yderligere en anelse i løbet af 2011. I en international sammenhæng er den danske ledighed dog trods alt fortsat moderat. Uanset dansk økonomis reelle formåen er der ingen tvivl om, at den økonomiske udvikling har fået en fremtrædende plads på debatten frem til det næste folketingsvalg. Valget skal finde sted senest i november i år, og krisen har gjort, at den økonomiske udvikling i høj grad er blevet en politisk slagmark.

Sammenligner vi med vores nabolande, så er det tydeligere, at dansk økonomi halter bagefter. Til sammenligning er BNP i Tyskland, hvor største samhandelspartner, steget med 5,1 % siden bunden og i Sverige er det gået endnu hurtigere. I Sverige er BNP steget med 7,1 % siden bunden i 1. kvartal 2009.

Der er flere forklaringer på, hvorfor dansk økonomi i øjeblikket halter bagefter. Kigger vi på den indenlandske del af dansk økonomi, så skal den langsommere genopretning blandt andet ses i lyset af krisen på det danske boligmarked. Det danske boligmarked har været igennem en væsentligt hårdere krise end boligmarkederne i Sverige og Tyskland. Huspriserne faldt således med over 15 % fra 2007 til 2009, og selvom det seneste år har budt på svag prisvækst på landsplan, så er det langt fra givet, at vi har lagt krisen bag os. Lige nu holdes boligmarkedet i vid udstrækning i live af historisk lave renter. Vi kan ikke afvise en ny boligmarkedskrise, når renterne før eller siden stiger igen. Sammenlignet med Sverige og Tyskland, så er der slet ingen tvivl om, at den danske boligmarkedskrise har været langt værre, i Sverige er huspriserne aktuelt set rekordhøje, og i Tyskland været stabile de seneste år. Faldende boligpriser påvirker i høj grad forbrugeradfærden, og det har således været en medvirkende forklaring på, hvorfor de danske forbrugere har hold mere igen end forbrugerne i Tyskland og Sverige.

En anden forklaring på den lavere danske vækst er, at vi i Danmark ikke er særligt eksponeret mod højvækstmarkederne i Asien og Østeuropa. Når man dertil lægger, at vores eksport ikke er særligt konjunkturfølsom, og dermed ikke får samme gavn af global fremgang, som den svenske eller den tyske eksport, så er det egentlig ikke overraskende, at den danske eksport halter bagefter i øjeblikket.

Det er dog ikke alene sammensætningen af den danske eksport, som forklarer den forholdsvis moderate genopretning her. En anden forklaring er, at vi i årene inden krisen havde en lønvækst, som var en del højere end lønvæksten i både Tyskland og Sverige. Når man kombinerer det med, at produktivitetsvæksten har været meget lav i Danmark siden midten af 1990’erne, så får man et billede af en økonomi, hvor konkurrenceevnen er sat under et voldsomt pres. Det er naturligvis også med til at holde eksportvæksten nede.

Selvom krisen har svært ved at slippe dansk økonomisk, og selvom krisen har medført en markant forværring af de offentlige budgetter, så er de danske udfordringer overskuelige. I 2009 var underskuddet på 2,7% af BNP og selvom underskuddet ser ud til at have været større i 2010, så taler vi “kun” et underskud på 3,6 % af BNP. Målt på de økonomiske strukturer ser dansk økonomi således fortsat stærk ud.

(også publiceret på TV2 blogs)

Afskaffelsen af efterlønnen

Afskaffelsen af efterlønnen er blevet et varmt emne, efter at statsministeren i sin nytårstale åbnede debatten op på ny ved at foreslå, at efterlønnen afvikles for alle under 45 år – og aftrappes for personer i aldersgruppen 45-60 år.

En efterlønsafskaffelse har længe været efterlyst af mange økonomer, også undertegnede – fordi de befolkningsmæssige forskydninger over de kommende 30 år vil resultere i markante og permanente underskud på de offentlige finanser – underskud som ikke forsvinder af sig selv – og underskud som vel at mærke er meget store og uholdbare. Det er der tre måder at løse på. Den første er at spare på de offentlige ydelser, den anden er at sætte skatterne op, den tredje er at forsøge at sørge for at flere danskere bidrager til at finansiere gildet ved at udvide arbejdsstyrken. I modsætning til hvad mange tror, så løser økonomisk vækst ikke i sig selv balanceproblemerne i den offentlige sektor

Politisk set er der ikke megen vilje til at skære ned på den offentlige sektors størrelse. Den nuværende regering lægger op til nulvækst i de offentlige udgifter over de kommende tre år. Oppositionen lægger op til en vækst, der vil fastholde den offentlige sektors andel af økonomien – selv om den på intet tidspunkt i historien har været højere. Regeringen og oppositionen lægger derfor også begge op til højere skatter over de kommende år – altså løsningsmodel nr. 2. I oppositionens forslag ”fair løsning” er der udsigt til en større skattestigning end i regeringens genopretningspakke. Men der er udsigt til skattestigninger uanset regering.

Der er dog grænser for, hvor meget vi i Danmark kan sætte skatterne op. De såkaldte forvridningseffekter ved at opkræve skat er ganske store – og bivirkningerne er særligt store, når vi i Danmark har et noget højere skattetryk end alle andre lande inklusive Sverige.

Dermed er vi ved løsningsmodel nr. 3, nemlig at flytte danskere fra passiv forsørgelse og ind på arbejdsmarkedet. At arbejde sig ud af problemerne, som politikerne udtrykker det. Ideen med at udvide arbejdsstyrken er kort fortalt for at få flere indtægter at beskatte. Det her handler jo om statskassen. Man kan udvide arbejdsstyrken på flere måder – men det handler jo i bund og grund om, at vi skal arbejde noget mere i forhold til den tid, vi har udenfor arbejdsmarkedet. Her vil en afskaffelse af efterlønnen være et rigtigt virksomt indgreb indgreb, da det er en sikker vej til at udvide arbejdsstyrken – selvom nogle efterlønsmodtagere er reelt nedslidte, er det langt fra alle.

En langt mindre sikker måde at skaffe flere indtægter til beskatning er ved er at øge antallet af arbejdstimer, som oppositionen foreslår – problemet med den strategi er, at der ikke er nogle stilleskruer at stille på. Hverken politikerne eller arbejdsmarkedets parter bestemmer i praksis vores arbejdstid – det gør vi selv. Erfaringen viser, at vi i takt med, at den generelle velstand stiger, faktisk helst vil sætte vores arbejdstid ned – så reelt set er det en umulig mission af basere sin økonomiske politik på højere arbejdstid. En vej til højere arbejdstid kunne være lavere marginalskat, men det forbedrer selvsagt ikke de offentlige finanser.

En afskaffelse af efterlønnen har så ydermere den gavnlige bivirkning, at det mindsker de offentlige udgifter, to fluer med et smæk så at sige. Man kan sige, at en afskaffelse af efterlønnen er en kombination af løsningsmodel 1 og 3.

Man kan selvfølgelig påpege, at det kan virke paradoksalt at udvide arbejdsstyrken, når vi i forvejen har ganske mange ledige. Virksomhederne skriger jo ikke just på arbejdskraft i øjeblikket. Til det er der blandt andet at sige, at de historiske erfaringer med at udvide arbejdsstyrken er gode. Selvom en stigende arbejdsstyrke i en periode godt kan medføre stigende ledighed, så tilpasser økonomien sig efter nogle år til den større arbejdsstyrke – hvorved ledigheden falder ned mod det niveau, som vi i forvejen så i økonomien. At ledigheden aktuelt set er høj, kan med andre ord ikke anvendes som argument for at fastholde efterlønnen. Man kan endda tilføje, at forsvinder krisen ikke i løbet af de kommende år, så er argumentet for enten at afskaffe efterlønnen eller at finde andre og muligvis endnu mere ubehagelige reformer endnu større, for permanent krise betyder jo, at statskassen i endnu større omfang kommer til at fattes penge.

Det er dog vigtigt at huske, at den nuværende krise – ligesom andre kriser – jo ikke varer evigt, og at antallet af danskere på arbejdsmarkedet skrumpe med 50.000 personer frem mod 2020 – meget tyder således på, at vi hurtigt kan få mangel på arbejdskraft trods den aktuelle krise på arbejdsmarkedet. Der er derfor efter min overbevisning god grund til at tage fat på en efterlønsreform i god tid inden 2020. Med den nuværende krise på arbejdsmarkedet i baghovedet, så kan man passende starte udfasningen af ordningen fra 2014 eller 2015. Dermed har de fremtidige efterlønsmodtagere lidt tid at reagere på, men man får omvendt taget fat vel at mærke i den periode, hvor arbejdsstyrken ellers ville falde ganske kraftigt.

En reform af efterlønnen er bestemt et skridt i den rigtige retning, men det er værd at understrege, at det ikke løser hele holdbarhedsproblemet. Der vil trods efterlønsafskaffelse være behov for enten at skære ned på den offentlige sektors andel af økonomien eller øge skattetrykket.

Om en afskaffelse af efterlønnen nogensinde bliver reel politik er det vanskeligt at sige noget sikkert om på nuværende tidspunkt, men at tro, at man så bare kan ignorere problemerne, det holder ikke. Der findes ingen nemme løsninger, når vi taler de offentlige underskud – så at fastholde efterlønnen betyder, at man i stedet skal afskaffe noget andet.

Uanset er en efterlønsreform er et vigtigt skridt i den rigtige retning, så er det vigtigt at holde fast i, at en reform af efterlønnen primært adresserer fordelingen af kagen mellem det offentlige og det private. Selv om en afskaffelse af efterlønnen giver et engangsløft i væksten, så løser det ikke vores underliggende problem med lav produktivitetsvækst og dermed lav økonomisk vækst. Forslag til reformer, som gøder jorden for vækst, er derfor i vid udstrækning fortsat efterspurgt. Her mangler vi endnu at få klare svar.

(også publiceret på TV2 blogs)

Genopretning for nedsat kraft

(også publiceret i TV 2 Blog)

Det går atter fremad i dansk økonomi – men det går langsomt fremad. Siden dansk økonomi bundede i andet kvartal 2009, er økonomien vokset med 3,7 % – en på papiret fornuftig fremgang. Væksten har imidlertid været holdt kunstigt oppe af et kraftigt positivt vækstbidrag fra lagrene og en voldsomt ekspansiv økonomisk politik. Når vi kigger ind i 2011 og 2012, er der ikke udsigt til de samme økonomisk stimuli – og der er derfor også grund til at forvente, at væksten de kommende år vil være moderat. Set i lyset af krisens voldsomhed og den meget lave kapacitetsudnyttelse i økonomien, så er der tale om en lav forventet vækst. At væksten ikke har udsigt til at blive højere skal dels ses i lyset af opstramningerne af den økonomiske politik med stigende skatter lav offentlig udgiftsvækst, dels at krisebevidstheden har svært ved at slippe dansk økonomi. Forbrugskvoten er faldet markant, og der er endnu ikke sikre tegn på en vending, investeringskvoten er ligeledes faldet markant og heller ikke her ses en tydelig vending. Det indikerer, at såvel virksomheder som privatpersoner fortsat er meget usikre på den økonomiske fremtid.

Der er naturligvis mange forklaringer på, hvorfor krisestemningen har meget svært ved at slippe dansk økonomi. Men der er ingen tvivl om, at krisen ramte dansk økonomi på et tidspunkt, hvor vi havde følelsen af, at vi kunne gå på vandet. Ledigheden var nået ned på det laveste niveau siden 1960′erne, og huspriserne var steget voldsomt i årene inden. Så sent som i foråret 2008 få måneder før, at Lehman Brothers kollapsede havde vi således konflikt på det offentlige arbejdsmarked, en konflikt, der havde sit udgangspunkt i et meget stramt arbejdsmarked. Det bevirkede også, at omvæltningen fra højkonjunktur til krise blev meget abrupt, hvilket nok har været med til at gøre krisen endnu sværere at komme ud af.

Dertil kommer naturligvis også, at krisen har givet anledning til usikkerhed med hensyn til holdbarheden af den økonomiske politik i såvel ind- som udland. Problemerne er naturligvis størst i de såkaldte PIGS lande, men også herhjemme har krisen sammen med problemer med at styre den offentlige udgiftsvækst resulteret i uholdbare underskud på de offentlige finanser, underskud som stiller krav til ændringer i den økonomiske politik. Selvom regeringens genopretningspakke ikke er en voldsom finanspolitisk stramning, så markerer den et brud med mange års ekspansiv økonomisk politik, hvilket måske giver anledning til en stigende usikkerhed blandt eksempelvis offentligt ansatte, hvilket måske kan holde deres forbrug tilbage. Den stigende usikkerhed er dog nok også i mange sammenhænge blevet overdrevet i debatten, hvor man har fået indtryk af, at antallet af offentligt ansatte stod til at falde markant. Det er bestemt ikke vores vurdering, at det kommer til at ske. Jeg venter et fald i den offentlige beskæftigelse på under 5.000 personer fra 2010 til 2011, så selvom jobsikkerheden i den offentlige sektor måske ikke er, hvad den har været, så er den fortsat højere end i hovedparten af den private sektor. Det er under alle omstændigheder værd at holde fast i, at den økonomisk fremgang siden 2. kvartal 2009 retfærdiggør, at man tager fat på konsolidering af den offentlige sektor i Danmark.

(også publiceret på TV2 blogs)